beerZymes er navnet på et projekt som har til hensigt at fremme innovative tanker i forbindelse med ølbrygning. Vi er to undervisere på gymnasieniveau som har taget initiativet til projektet. Sammen med og støttet af Novozymes vil vi gerne højne interessen for at tænke nye tanker i noget så traditionelt som fremstillingen af øl.
”I Novozymes brænder vi for bioteknologi, og vi ønsker at gøre noget særligt for landets gymnasieelever. Netop derfor støtter vi ’beerZymes’. Ølbrygning er en ældgammel bioteknologisk disciplin, der stadig er helt utroligt relevant, da gæring spiller en helt central rolle i nutidens bioteknologiske industri. ’beerZymes’ giver eleverne mulighed for sætte deres kreativitet og viden i spil, når de gærer deres helt egen øl. Vi håber, at eleverne med initiativet får øjnene op for nogle af de spændende muligheder, der ligger i at tage en af de naturvidenskabelige eller tekniske uddannelser.”
Claus Crone Fuglsang, Forskningsdirektør i Novozymes